Du kan altid praktisere yoga

Du kan altid praktisere yoga

Jeg har slået min hånd. En mørk aften i januar gled min cykel på isen og jeg faldt og rev et ledbånd over i højre hånd. Det blev lappet sammen i en operation, hvor jeg efterfølgende fik gips på.

Som yogalærer og yogaudøver var det lidt af et slag – jeg lever af og med min krop, og pludselig virkede den ikke som den skulle. Hvor der før var en stærk og god arm, der kunne gribe, holde og støtte min når jeg står på hænder, var der nu bare en hvid klump bandage og en hel masse smerter.

Men Iyengar yoga er ikke en hvilken som helst type yoga. De mærkelige reb, træheste, kasser og stole hjalp mig – sammen med mine fantastiske lærere – til at finde ud af, hvordan jeg kunne lave yoga med den der dumme arm.

Og jeg underviste som jeg plejede – forklarede mere, fik eleverne til at demonstrere stillingerne mere og fik enormt meget hjælp og medfølelse fra mine elever.

For du kan altid praktisere yoga. Yoga er ikke en præstationssport, hvor du hele tiden skal blive bedre. For ligesom i resten af livet, kommer der forhindringer. Det kan være psykiske, fysiske, mentale og den, vi alle sammen kender; at finde tid til yoga!

Igår skulle jeg have gipsen af, og jeg glædede mig som et lille barn. For så kunne jeg igen få almindeligt tøj på. I stedet for gipsen fik jeg en cyborgskinne, som stabiliserer tommelfingeren så den ikke kommer ud i yderpositioner. Og så fik jeg strenge formaninger om, at jeg ikke burde lave yoga.

I dag hos ergoteraputen, fik jeg samme besked; hun ville virkelig ikke anbefale yoga.

Jeg antager, at lægerne, når de tænker på yoga, tænker på det her:

Billedresultat for yoga

og nej.. Jeg ville hellere ikke anbefale en nyopereret at lave den her type stilling. Faktisk ville jeg aldrig lave den væk fra væggen, men jeg er også lidt pjevset.

Men yoga er så mange ting: Ofte er det ikke akrobatisk. Ofte er det bare at lægge sig ned og være i sin krop. Eller stå stabilt på jorden i tadasana og løfte armene.

Billedresultat for urdhva hastasana

faktisk hjælper netop denne stilling på hævelserne i hånden og er med til ( i små doser mens der er gips på) at holde styrken og bevægeligheden i resten af kroppen.

Jeg har stor respekt for sundhedspersonale. De har reddet min hånd. Men jeg ville aldrig holde op med – eller anbefale andre at holde op – med at lave yoga. For ikke nok med, at yoga holder kroppen sund og rask. Det hjælper også med at stabilisere humøret, når du føler dig hjælpeløs og handikappet (og det GØR man når man ikke selv kan vaske op :-)).

Du kan altid praktisere yoga – du skal bare finde ud af hvordan.

Her er et billede af min hånd, som den ser ud dagen efter gipsen er kommet af. Selvom den er på afskallet og tynd, er det et glædeligt gensyn!

Vil du have hjælp til at praktisere yoga selvom du er skadet eller har skavanker? Kom til min klasse onsdag 15.15-16.45 på Yogacentralen, hvor du tager hensyn til almindelige skavanker og skader.

Tilmeld dig her:  yoganet.dk

.. Jeg er dog væk i hele marts, hvor jeg skal til Indien og lave yoga med min cyborgskinne 😉